Når man sidder i kørestol, er det ikke nemt at få den fragtet til en cykelsmed. Og man er afhængig af den. Derfor kommer vi til dig.
En Runner er en cykelkyndig handyman i dit område, som hver uge lapper og skifter slanger og dæk på mange forskellige typer køretøjer. BikeRunner er ofte blevet kontaktet af kørestolsbrugere, som af naturlige grunde har svært ved at få kørestolen til en cykelhandler – så vi har tilbudt servicen siden starten i 2019.
Hvilke kørestole kan vi hjælpe med?
Som udgangspunkt kan en Runner kun hjælpe med ukomplicerede, hånddrevne kørestole med “cykeldæk”. Har du f.eks. en eldrevet scooter eller en kompleks kørestol, der kræver specialværktøj eller er meget tung, kan vi desværre ikke hjælpe pt.
Ud over punkteringsreparation tilbyder vi som udgangspunkt ikke andre services til kørestole. Men du er altid velkommen til at spørge din Runner.
Sådan bestiller du
Der er ingen særlige kørestolsprodukter i bestillingen – hånddrevne kørestole har dæk i præcis de samme størrelser som cykler, og vi har samme priser uanset typen. Vælg blot lapning, ny slange eller nyt dæk.
Kan det klares med en lapning eller en ny slange, er det den reparation, vi laver – medmindre du ønsker et nyt dæk.
Tag et billede af kørestolen og af tallene på det dæk, der skal skiftes, og vedhæft det til ordren. Størrelsen står præget i gummiet. Kan du ikke tage et godt billede, kan du skrive tallene i kommentarfeltet – eller sende billederne senere. Skriv under alle omstændigheder i kommentarfeltet, at det drejer sig om en kørestol.
Bestiller du for en anden?
Det er ikke sjældent, at en ven eller et familiemedlem bestiller. Beskriv i ordren, hvordan vi får adgang til kørestolen på adressen, og hvordan vi får fat i dig. Skriv også gerne, hvordan der ønskes betalt. Navn og e-mail i ordren skal gerne være den, der skal betale regningen.
Hvad sker der bagefter?
Ordren bliver sendt til alle Runners tæt på dig. Når en Runner har accepteret, får du en SMS og en e-mail med forslag til tidspunkt og Runnerens kontaktoplysninger. Bestiller du før kl. 10, kan vi typisk have kørestolen fikset samme dag i de fleste områder, vi dækker.
Betaling
- Faktura på e-mail, som du betaler med kort, Apple Pay eller Google Pay
- Faktura, du betaler med MobilePay
- Kontant eller MobilePay direkte til Runneren på stedet
- Bankoverførsel, hvis ingen af ovenstående passer
Skriv gerne i kommentarfeltet, hvordan I ønsker at betale.
Plejehjem og institutioner
Bestiller du f.eks. som plejer fra et plejehjem eller en institution, så skriv institutionens navn, e-mail til faktura og evt. EAN-nummer i kommentarfeltet. Er jeres institution eller kommune interesseret i en serviceaftale om punkteringsreparationer på kørestole, så skriv til info@bikerunner.dk.